Bestyrelsesmøder 2011

Referat af bestyrelsesmøde 31. oktober 2011

Nabostøj: Beboer på Kastrupvej holder fortsat urimeligt støjende fester. Bestyrelsen har modtaget en række klager, og har taget en snak med hende, samt fulgt det mundtlige påbud op med et skriftligt. Det er tredje skriftlige påbud til beboeren, der er orienteret om, at foreningen har mulighed for at påbyde hende at fraflytte lejligheden, hvis hun fortsat overtræder husordenen. Beboeren har efterfølgende oplyst skriftligt, at hun overvejer at flytte.

Beboertrusler: En beboer har overfuset sin nabo og opført sig truende. Bestyrelsen har modtaget en redegørelse for forløbet og gjort opmærksom på, at trusler er en straffelovsovertrædelse og derfor en politisag.

 Vinduer: Beboeren med knuste vinduer vil ikke lukke op for glarmester. Der fremsendes påbud om at få forholdet bragt i orden inden 1. december 2011.

Derimod er vinduerne i hjørnelejligheden på Elbagade blevet malet, så de nu er i rette grønne farve. Herligt!

 Internet: En beboer har spurgt til fælles internet. Det har foreningen ikke, al tilmelding er derfor en sag mellem hver enkelt og det ønskede selskab.

 Tagsten: En beboer har gjort opmærksom på et par knækkede tagsten. Michael-vicevært er på sagen.

Cykelstativer: Der er flere cykler, end der er plads til i stativerne. Vi køber derfor nogle flere, som sættes op langs gelænderet i gården.

Tagbolig: Vi vandt retssagen mod Tagbolig, der efterfølgende har accepteret Rettens dom og betalt erstatning. Fratrukket sagsomkostninger til advokat og syn- og skønsmand, er der godt 500.000 kroner tilbage, og de står nu på foreningens konto.

Udgiftstjek: Beboerforum.dk er et selskab, der hjælper foreninger med at optimere driften og derved spare penge. De har tilbudt os en gratis gennemgang af seneste årsregnskab, som vi har taget i mod. Efterfølgende kan vi beslutte, om nogle forretningsgange i driften kan ændres med fordel.

Varme: En beboer på 5. sal har en radiator, der ikke virker, og hun er orienteret om, at andre lejligheders radiatorer på 5. sal har været monteret forkert fra Tagboligs side, og at hendes problem derfor ikke nødvendigvis er et ejerforeningsanliggende. Michael-vicevært er på sagen.

 Ventilator: En beboer har spurgt på muligheden for at sætte en ventilator op i udluftningsskakten i sit badeværelse. Det må man gerne.

Storskrald: Container er bestilt, og Michael-vicevært hænger opslag op, så snart han kender datoen. Derudover vil vi fremadrettet forsøge at få aftalt faste datoer med leverandøren, så datoerne ligger fast.

Medielicens: DR forsøger igen i år at opkræve licens fra foreningen, men da foreningen ikke ejer apparater, der kræver licens, har vi afvist at tilmelde os.

Til stede: Torbjørn Andersen, Michael Refsing, Ingrid Pedersen, Lasse Karkov, Brit Therkildsen (referent)




Jacobsgården vandt retssag mod Tagbolig

Københavns Byret afgjorde 26. september, at Tagbolig A/S skal betale 482.725 kroner plus renter til ejerforeningen Jacobsgården.

Ejerforeningen havde anlagt sag mod Tagbolig a/s, fordi mange lejligheder har haft problemer med varmeforsyningen, efter Tagbolig købte loftarealet og indrettede lejligheder der. I forbindelse med ombygningen er varmeanlægget ændret, og retten lagde bl.a. vægt på at:

*Tagbolig a/s var bygherre på projektet og ansvarlig for, hvordan det blev udført

*Der efter ombygningen var problemer med varmeforsyningen

*Varmeanlægget er behæftet med væsentlige mangler, at projektet ikke er tilstrækkeligt til at sikre en stabil og korrekt drift, og at arbejdet ikke er udført korrekt.

*Problemerne kan henføres direkte til det projekt, som Tagbolig a/s har foranlediget og udført.

Ejerforeningen forsøgte gentagne gange at få Tagbolig a/s til at udbedre varmeanlægget, men det lykkedes aldrig at få det til at køre så godt, som det gjorde før ombygningen.

Tagbolig a/s skal desuden betale 52.816,25 kr. af foreningens sagsomkostninger. 

Pengene er overført til foreningens konto.




Referat af bestyrelsesmøde 25.8.2011

Jacobsgården vs. Tagbolig: Endelig kom vi i retten mod Tagbolig! Ikke at det var nogen fornøjelse, men efter 4 års arbejde på at få selskabet til at erkende sit ansvar, var det rart at forelægge vores sag for en dommer. Vi – altså ejerforeningen – måtte bl.a. finde os i at modparten kaldte os ’guldgravere, der forsøger at få en erstatning, som vi juridisk set ikke er berettiget til’, mens vores advokat stædigt holdt fast i de kolde facts fra syn- og skønsmanden, der klart konkluderer, at Tagboligs fejlbehæftede rørføring på loftet er skyld i luft i varmerørene og dermed varmesvigtene. Dommen afsiges 19. september kl. 13.

Status smadrede vinduer: Glarmester forsøger stadig at få en aftale i stand med beboer med knuste vinduer. Vedkommende er imødekommende, men har mildest talt lidt svært ved at finde en dag, hvor glarmesteren må komme og skifte dem ud. Vi forsøger fortsat af få en frivillig aftale i stand om udbedring og opfordrer kraftigt til samarbejde – det er jo farligt for folk at gå under de ruder, der er itu.

Status storskrald: Det er ellers gået så godt, efter vi fik sat et skilt op med forbud mod at læsse storskrald af i indkørslen, men nu er det begyndt igen. Vi minder om, at du selv skal sørge for at aflevere storskrald uden for de perioder, hvor ejerforeningen sørger for en container til det.

Haven: Er stadig en pryd for øjet og en fornøjelse at opholde sig i. Tusind tak til vores havedame, som vi givet et gavekort til Magasin.

Hovedrengøring i opgangene: Vægge, vindueskarme, vinduer og alle kanter vaskes af i opgangene, ligesom der fejes spindelvæv ned.

Budgetrapport: Vores halvårsbudget ser fornuftigt ud. Vi har ikke haft uforudsete udgifter eller indtægter.

Asfaltering i nabogård: Vi har haft et asfaltfirma ude og måle op, og de asfalterer hjørnet i nabogården, inden vinteren sætter ind.

Fremleje: Godkendelse af fremlejekontrakt på Kastrupvej 58, 2. th: Godkendt jf. foreningens vedtægter.

Loppemarked: En beboer vil gerne holde loppemarked i gården. Det er et fint initiativ, synes bestyrelsen, men vi understreger, at det er et privat arrangement, hvor initiativtager således selv er ansvarlig for, at der bliver ryddet op.

Telia-antenne: Telia har spurgt på plads på tag og loft til at stille en antenne og tilhørende teknikskab op. Siden Telia blev orienteret om, at loftsarealet var fuldt udnyttet, har vi ikke hørt mere.

Nabostøj: Beboer på Kastrupvej 60 holder igen urimeligt støjende fester, og har besøgende, der klatrer op ad tagrenderne om natten. Det er i strid med vedtægter og husorden i foreningen og ganske enkelt ikke fair mod alle os andre, der også bor her. Vi opfordrer igen til at tage hensyn – vi skal alle kunne være her, og gentagne fester og høj musik om natten er ganske enkelt ikke okay.

Nabostøj: Beboer på Kastrupvej er generet af legene børn, der tramper i gulvet. Vi opfordrer alle til at tage hensyn til hinanden – vi bor tæt og skal alle være her.

Nyt site: tjek www.jacobsgaarden.dk – den er fiks og færdig med al relevant information

Til stede: Ingrid Pedersen, Lasse Karkov, Torbjørn Andersen, Brit Therkildsen (referent). Afbud: Michael Refsing




Referat af bestyrelsesmøde 27. juni 2011

Asfaltering: Vores hjørne i nabogården er nu i så ringe stand, at vi er nødt til at asfaltere det på ny. Michael-vicevært er på opgaven.

Tagbolig: Vi skal i Retten mod Tagbolig 22. august. Tidligere formænd, Kenneth Darling Sørensen og Therese Hjelm Andersen, er indkaldt som vidner, samt nuværende formand og vicevært Michael.

Vaskemaskiner: Vi har undersøgt markedet for industrivaskemaskiner, fordi vi gerne vil have en mere i vaskekælderen. Priserne ligger på ca. 45.000, og derfor takker vi i stedet ja til et tilbud om at købe 3 styk 5 år gamle industrimaskiner fra foreningen Rødegården, som Michael-vicevært også arbejder for. De er passet med service, og der følger en serviceaftale med. Pris for alle 3: ca. 38.000 kroner. De bliver solgt i foråret 2012, så vi udskyder vores vaskemaskinekøb indtil da.

Vinduer: I sær på de hvide vinduer ud mod Elbagade er malingen skallet af, og de trænger – ligesom resten – til at blive malet. Der er imidlertid ikke budgetteret med det i år, men vi er klar over problemet.

Stadig i gang: Udskiftning af knuste ruder i flere lejligheder. Maling og udskiftning af vinduer i ureglementeret form og farve.

Til stede: Lasse Karkov, Ingrid Pedersen, Michael Refsing, Torbjørn Andersen og Brit Therkildsen (referent).




Referat af bestyrelsesmøde i Ejerforeningen Jacobsgaarden, afviklet 23. & 30. maj 2011

Til stede: Michael Refsing (delvist), Ingrid Pedersen, Torbjørn Flensted og Brit Therkildsen. Afbud: Lasse Karkov

Ekstraordinær og ordinær generalforsamling: Er afviklet i april, referater er sendt ud fra vores administrator i Dan-Ejendomme.

Tagbolig: Alt papirarbejdet er nu sendt til Retten, og vi har hævet beløbet, som vi sagsøger Tagblig for til 1.307.725 inkl. moms med tillæg af den til enhver tid værende procesrente. Heraf er kr. 1.250.000 fra sagens anlæg og kr. 57.725 fra indlevering af processkrift. Nu venter vi på en dato fra Retten.

Tinglysning: Ifbm. et lejlighedssalg er der tinglyst forhøjet pantebrev

Vinduer: Elbagade 73, der havde vinduer forkert farve, er blevet malet, så de nu har samme farve som resten af ejendommens vinduer. Der er ganske vist malet uden på de pulverlakerede rammer, hvilket set ud fra et vedligeholdelsesmæssigt synspunkt ikke er optimalt, men vi er glade for, at farven er blevet rigtig.

 Køber af lejlighed på Kastrupvej 58, hvor der er skiftet vinduer, men ikke til de krævede med udvendig aluramme, er gjort opmærksom på, at foreningen har påbudt, at vinduerne skiftes til de korrekte.

 En beboer har stadig ødelagte ruder og reagerer ikke på foreningens gentagne påbud om at få bragt forholdet i orden. Vi undersøger, hvilke muligheder vi har for skifte ruderne, selv om beboer ikke samtykker. Pt. er forholdet til fare for omgivelserne, da der kan falde glas ned på forbipasserende.

 Postkasse: En beboer har, uden at ville oplyse hvorfor, bedt om at få en ny postkasse. Ønsket er afvist, da postkassen er i samme stand som resten, og beboer er gjort opmærksom på, at hun har fået begge nøgler udleveret og derfor selv skal afholde udgifter til at skifte lås, hvis det er det, problemet drejer sig om.

 Musik og støj: En beboer spiller fløjte, og det i en grad, så det generer naboerne. Vedkommende opfordres til at tage hensyn og som minimum lukke vinduer og døre.

 Der holdes fest til sent på natten på Kastrupvej, og det generer en mængde naboer, der har klaget over det. Der høres bl.a. musik for åbne vinduer, tales højt på altanen om natten, kastes skodder i gården og kravles op ad nedløbsrørene. Det er uacceptabelt. Ejer har meddelt, at klagerne er taget til efterretning, men siden er der igen holdt fest. Fra foreningens side sendes endnu et påbud, og beboer orienteres om, at der i yderste konsekvens kan udstedes påbud om at fraflytte lejligheden med tre måneders varsel. 

 Faldstamme: Faldstamme på Kastrupvej 58 er tæret, og der foretages partiel udskiftning og lapning. Michael-vicevært koordinerer mellem beboer og håndværker.

 Velkomstbrev: Bestyrelsen har lavet et velkomstbrev, hvor vi gør nye ejere og fremlejere opmærksom på foreningens herligheder og husorden.

 Hold af dyr: En beboer har søgt om dispensation til at holde hund i sin lejlighed. Det er afvist, en generalforsamlingsbeslutning giver kun bestyrelsen mulighed for at give dispensation til op til to katte pr. lejlighed.

En beboer har søgt om dispensation til hold af to katte. Det er givet.

 Svineri: En beboer gør opmærksom på, at en person hostede og harkede og spyttede på væggen! Michael-vicevært har gjort rent efter vedkommende.

 Varmekompensation: En beboer har bedt om kompensation, da en af varmestrengene i hans lejlighed ikke virker. Der er dog stadig målt et forbrug på radiatoren, så vi afventer den konkrete opgørelse fra Ista, så vi ved, hvor mange penge det reelt drejer sig om.

 Tyveri: Der har den seneste måned været flere tilfælde af tyveri af cykler, en cykelsadel og en cykels gearskifte. Så husk godkendt lås på jeres cykler. Det er i givet fald jeres egen forsikring, og ikke foreningens, hvis I bliver ramt.

 Rislen i vandrør: En beboer er generet af rislen i vandrørene pga. Tagboligs fejlagtige byggeri. Støjen overskrider de tilladte decibel jf. vores syn- og skønsrapport, men indtil retssagen er afgjort, må indkapsling af rørene ske for beboers egen regning. Får ejerforeningen medhold i sagen om øget støj pga. byggeriet, kan beboer få en kompensation, baseret på en standardudbedring, af ejerforeningen.




Referat af bestyrelsesmøde i Ejerforeningen Jacobsgaarden 8. marts 2011

 Til stede: Lasse Karkov, Ingrid Pedersen, Brit Therkildsen. Fra Dan-Ejendomme: byggetekniker Jesper Jensen, administrator Tina Skou Hansen,

Afbud: Michael Refsing, Torbjørn Andersen

Faldstammer: Bestyrelsen har i samarbejde med byggeleder, administrator og økonom i Dan-Ejendomme forberedt en plan for udskiftning af ejendommens faldstammer. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sendes ud til hver enkelt. Den bliver 5. april.

Ordinær generalforsamlig: Skal ifølge vores vedtægter ske inden udgangen af april, og i år bliver den 28 april.

Postkasser: Intet nyt i sagen mod Seirbox, desværre. De nægter fortsat at udbedre fejl og mangler på postkasserne. Michael-vicevært er i øvrigt i gang med at finde et lille halvtag, som kan skærme kasserne mod den værste regn.

Asfalt-sag: Vores anlægsgartner og kloakmester er uenige om, hvem der skal betale for asfalten, der er lagt i gården, efter de har gravet kloaker og anlagt have. Anlægsgartneren har sagsøgt kloakfirmaet, og selv om det er vores asfalt, de strides om, så er det en sag, som foreningen ikke er part i.

Tagbolig: Som tidligere fortalt, har Tagbolig stillet supplerende spørgsmål til syn- og skønsrapporten, hvilket igen udsætter retssagen. Der er svarfrist 1. april – vi har forholdt os til deres supplerende spørgsmål, og derefter håber vi, at Retten finder en dato snarest. Betalingen for den supplerende syn- og skønsrapport skal Tagbolig sørge for, da det er dem, der kræver den.

Beboerhenvendelser: 

Glasforsikring: En beboer har spurgt om foreningens glas- og kummeforsikring dækker ødelagt cisterne. Svar: Det gør den, og beboer er vist videre til Assurance Partner, som er vores forsikringsmægler.

Internet: Beboer har spurgt på muligheder for internet. Svar: Foreningen har ikke fælles internet eller kabel-tv, så hver enkelt har individuelle løsninger.

Storskrald: Der stilles stadig storskrald på foreningens fællesarealer. Det er ikke ok, og vi har nu fået et skilt op med, at det ikke er tilladt. Du skal selv sørge for at aflevere det på genbrugspladsen uden for de fire årlige weekender, hvor foreningen skaffer en storskralds-container.

Vandskade: En lejlighed på Kastrupvej har en vandskade. Beboer er vist videre til Assurance Partner, som er vores forsikringsmægler.

Kælderrum: En beboer har spurgt på et kælderrum og fået et anvist af Michael-vicevært.

Fremleje: En beboer har søgt om godkendelse af en fremlejekontrakt. Det er sket.

Støjklage: En beboer har klaget over støj fra naboer i Elbagade. De støjende beboere er gjort opmærksomme på klagen via Dan-Ejendomme og opfordret til at tage hensyn og overholde foreningens vedtægter og husorden.

Rislen i vandrør: Beboer gør opmærksom på eksisterende sag om generende rislen i vandrør. Bestyrelsen er bekendt med problematikken, men generne er en konsekvens af Tagboligs arbejde, og da vi pt. er i retssag mod dem, mener bestyrelsen ikke, at der pt. kan gøres noget ved det.

Using Format